søndag den 18. august 2013

Jeg er træt og mast for tiden, og skolestarten er som altid en hård omgang. Weekenden har derfor været helt nede på jorden. Jeg har brugt lidt tid sammen med min symaskine, og jeg har fået syet et nyt pudebetræk. Har haft et stykke dynebetræk-stof fra Georg Jensen liggende rigtig længe, men ikke vidst, hvad jeg skulle bruge det til. Som barn sov jeg altid i det, når jeg var på besøg hos min farmor, og jeg elskede det. Jeg besluttede derfor, at det selvfølgelig skulle blive til et pudebetræk, og i morgen vil jeg købe en ekstra hovedpude til det. Derudover fik jeg syet et par bukser til Otto og to nederdele til mig selv. Jeg kan mærke, at det er rart med tid ved symaskinen for tiden. Jeg elsker, at der så forholdvis hurtigt kommer et resultat, og når hverdagen fylder, er det rart med lidt afslapning bag maskinen. I formiddags begyndte drengene og jeg at lave et alfabet til deres værelse. Det fine G har Georg brugt flere timer på at lave. Han har møjsommeligt brugt de samme farver igen og igen. Planen er, at de enten skal op på væggen, eller vi samler dem i en bogstavmappe. Så kan Georg og Otto skrive forskellige små ord med dem.

1 kommentar:

Malene sagde ...

Så fint. Jeg leder stadig efter et matchende sæt til mit det lyseblå sengetøj.