Fredag er en af mine yndlingsdage. Jeg elsker at sende mine elever på weekend. I år er jeg begyndt at give dem hånd, når jeg sender dem afsted. Derudover spiller vi et nummer så højt i spisepausen, at alle kan høre, at vi har weekend. Hvis der er nogle, som har fødselsdag, så vælger de, ellers er det mig. I dag ville denne uges fødselsdagsbarn ikke selv vælge, så derfor blev det Stevie Wonder "Happy Birthday" med høj volumen.
Denne fredag har faktisk også været ekstra god, og det er der tre grunde til.
1. I søndags vandt jeg ovre hos Hvor kragerne vender et gavekort til Balsalen på 1000 kr, og i dag har jeg hentet det lækreste tæppe fra Elvang. Det er lavet i det blødeste baby alpaca, og jeg har planer om at bruge det som tørklæde. Der er så mange fine ting i butikken. Det er et miks af gode genbrugsting og kvalitets interiør og nips. Jeg fandt også tre hornringe, som jeg også måtte have med hjem. Hvis I er i Århus, så kig endelig forbi, der er en super betjening.
2. Da jeg hentede Otto i børnehaven, blev jeg mødt af det gladeste barn, som gemte en gave til mig på ryggen. Jeg måtte ikke kigge, for den var ikke pakket ind. Han nåede at afsløre gaven, inden han kom hjem, for han var så spændt, men det skulle pakkes ind. I gaven gemte der sig et armbånd og en pensel. Da jeg spurgte, hvorfor jeg skulle have penslen, så var det fordi han mente, at jeg godt kunne lide at male. Michael plejer at få bøg eller græskarkerner, for Michael kan jo lide at lave mad.
3. Sidste meget overvældende ting, var Guldlogs anbefaling af Fabechsfabrik. Louise skriver: "...jeg er dybt fascineret af hendes evne til at indfange og gengive de små hverdagsøjeblikke, så de står tilbage som små glintende brudstykker af en lille unik fortælling". Din beskrivelse ramte mig virkelig, og jeg er stolt over, at du oplever min blog på den måde. Det har altid været mit mål, at bloggen skulle være billedtung og få ord. Dette indlæg bliver det mest teksttunge, jeg nogensinde har lavet. Rigtig god fredag derude. Nyd den.